Danske Mink tilbyder sine medlemmer hjælp til ansøgning om de minimis-støtte på 20.000 Euro i opstartsstøtte.
Det har siden sommeren 2023 været muligt at søge 20.000 euro, svarende til ca. 150.000 kr. til brug for opstart og/eller drift af minkvirksomhed. Danske Mink har med succes hjulpet med at udarbejde ansøgning for en dansk avler, og vi står naturligvis til rådighed for alle medlemmer der vil gøre brug af denne mulighed.
Danske Mink har været i dialog med Fødevarestyrelsen om de specifikke retningslinjer for ansøgning, og har på spørgsmålet om hvilke kriterier der er for støtte, samt hvad støtten må bruges til, fået følgende svar fra Fødevarestyrelsen:
Det er ikke en betingelse for tildeling af opstartsstøtte, at det er den samme minkvirksomhed, som havde miljøtilladelsen før nedlukningen, der ansøger om opstartsstøtte. Miljøtilladelsen udstedes til en ejendom og ikke til selve det registrerede minkhold. Flere minkvirksomheder kan således godt anvende den samme miljøtilladelse, forudsat det samlede minkhold ikke overskrider det tilladte.
En ny minkvirksomhed vil således kunne leje sig ind enten ved leje af stalde og bure eller ved en pasningsaftale hos en minkvirksomhed, der har en gyldig miljøtilladelse fra før 4. november 2020. Det er ligeledes en mulighed, at flere minkvirksomheder lejer sig ind hos samme minkvirksomhed. Miljøtilladelsen må dog ikke overskrides samlet set.
Fødevarestyrelsen skal henlede opmærksomheden på, at der i bekendtgørelsen om opstartsstøtte er krav om, at en minkvirksomhed skal have økonomisk aktivitet og aktiv minkproduktion, for at minkvirksomheden er berettiget til at modtage opstartsstøtte. Det opfylder således umiddelbart ikke betingelserne i bekendtgørelsen, at en virksomhed har anskaffet nogle mink og overladt dem til en anden virksomhed. Økonomisk aktivitet og aktiv minkproduktion vil kunne dokumenteres b.la. ved driftsregnskaber, virksomhedsbudgetter, foder og dyrlægeaftaler o.l. for de enkelte virksomheder.
For så vidt angår spørgsmålet om anvendelsen af de minimis-støtten, så er der i reglerne intet krav om, hvad en udbetalt støtte anvendes til. Det vil således være muligt at anvende de minimis-støtten til f.eks. indkøb af yderligere mink.
Har du brug for hjælp til ansøgning?
Såfremt du er interesseret i at søge støtte, og såfremt du er medlem i Danske Mink, så anbefaler vi at du tager kontakt, så vi kan guide dig gennem ansøgningsprocessen.